Intet er

Intet er som morgentågen. Morgentågen, der kryber sig lydløst langs de bakkede dale og forsvinder pludseligt, opløst i dagens første lys, intet er.

Intet er som søens blanke overflade, søens blanke overflade, som reflekterer solens stråler og blænder i et kort øjeblik.

Jeg ser min refleksion og smiler svagt, intet er.

Intet er som suset i maven ved forelskelsen, forelskelsen der varer i lige præcis to måneder, før noget uidentificerbart rykker den ud af min krop igen og jeg står efterladt med et svagt ekko af hvad der engang var, intet er.

Intet er som håbet, håbet der gemmer sig bag en usagt sætning og blikket der dvæler et øjeblik for længe.

Jeg redder mine fingre igennem mit hår og tager en dyb indånding, intet er.

Intet er som bølgerne der slår mod stranden, bølgerne der slår mod stranden, trækker sig tilbage og tager sandet med sig i et langsomt, rytmisk åndedrag, intet er.

Intet er som lyden af torden, lyden af torden der ruller igennem natten og lader den efterkommende stilhed virke tungere brag for brag.

Jeg lukker mine øjne og lader silheden flyde gennem mig.

Alting er.